Det er med Nycomed-logoet på armen at et hold cykelryttere fra Team Rynkeby i dag sætter sig i sadlen og kører mod Paris. Formålet er at samle penge ind til Børnecancerfonden.
1.250 km på 7 dage. Trampende i pedalerne, siddende på en hård sadel. I regn, sol og blæst. Og så oven i købet betale penge for det. Det er situationen for 154 cykelryttere på Team Rynkeby, som i dag drager af sted mod Paris med afsluttende paradekørsel på Champs Elysées den 25. juli som forpremiere på Tour de France-feltets ankomst to dage senere.
Men når formålet er godt, er der mange, der gerne vil ofre syv dage og en masse kalorier for en god sags tjeneste. Og det er, hvad der er tilfældet her. Team Rynkeby cykler nemlig til gavn for Børnecancerfonden. Hver deltager betaler 7.000 kr. for at være med på turen og dertil kommer en række sponsorater, bl.a. Nycomeds.
Det er syvende gang, Team Rynkeby tager turen til byernes by. Og der bliver flere og flere, der bakker op om ideen, heriblandt en række kendte personer, der vælger at pine sig selv på sadlen i syv dage for at støtte en god sag. En af de mest kendte, som også er varm fortaler for projektet, er finansminister Lars Løkke Rasmussen, som får selskab af en række kolleger fra Folketinget, bl.a. Kristian Thulesen Dahl, Henrik Sass Larsen og Ulla Tørnæs.
Læs mere om Team Rynkeby på:
http://www.team-rynkeby.dk/